Ejby Bro kaldes også Ejby Havn. Her lagde dampskibene engang til, og på dette idylliske sted har gennem tiderne færdedes fiskere og hvalfangere.

Man føler sig næsten hensat til Norge, når man på sin vej lige pludselig skuer vidt udover Isefjorden fra små 25 meters højde og derefter skal igennem to skarpe hårnålesving på den meget smalle vej for at nå den lille uspolerede gamle erhvervshavn.
Udsigten over Isefjorden er storslået. Man kan se helt til Orø og Holbæk.
Det smukkeste er dog den nære udsigt over selve Ejby Bro, Bramsnæsvig og den lille halvø Bramsnæs og det bagved liggende Eriksholm Gods. De høje skrænter er skabt ved Stenalderhavets erosion af kysten. Siden har landet hævet sig.

Kulturhistorie
Bebyggelsen ved havnen har karakter af et velbevaret fiskerleje, hvis miljø i dag holdes ved lige af fritidsfiskerne. Her er fiskerhuse, bådhuse, redskabshuse og stejleplads samt et nedlagt østersbrug.

Erhvervsfiskeriet sluttede sidst i 1960’erne, men fritidsfiskerne fanger stadig rejer, skrubber, rødspætter, ålekvabber, hornfisk samt lidt sild og ål i Isefjorden.

Fra 1903 og ca. 20 år frem anløb dampskibet ”Ourø” på ruten fra Holbæk over Egholm Bro til Orø også Ejby Bro.

Fra 1500-tallet til 1800-tallet blev der hvert forår drevet en intensiv fangst af marsvin af fiskerne. De små tandhvaler blev på bedste færømaner – kombineret med spærringer af udspændte garn – drevet af både ind på grund i den lavvandede Bramsnæsvig til slagtning. Herefter blev der kogt tran af deres tykke spæklag til Københavns daværende evigt tørstende gadebelysning.

Navnet Marsvineholme på de små holme i Tempelkrog vidner endnu om den tidligere rigdom på de små hvaler. Marsvinene er nu efter mange års fravær vendt tilbage til Isefjorden, ligesom sæler også kan ses igen med lidt held.

Kilde: Fredninger.dk

Ejbybro Grundejerforening har 64 medlemmer, og
geografisk placeret syd for busslusen i Kyndeløse Sydmark.

Ejbybrovej, Nørrevang, Mellemvang, Søndervang og Højdevang.