Vedtægter

                                                                  for

                                            Grundejerforeningen Ejbybro

 

Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 20. august 2000 og efterfølgende opdateret på ekstraordinær generalforsamling den 28. maj 2015.


§1

Foreningens navn er Grundejerforeningen EJBYBRO. Grundejerforeningen omfatter de på matr.nr. 2 r, Ejby by, Rye sogn udstykkede parceller. Foreningens hjemsted er Lejre kommune.


§2

Foreningens formål er at vedligeholde og administrere de i foreningen hørende veje samt i øvrigt at varetage grundejernes interesser i forhold til fælles interesse.


§3

Enhver parcelejer i foreningens område har pligt til at være medlem af foreningen. Køb og salg af parceller skal inden 14 dage efter tinglysning af skøde anmeldes for foreningens bestyrelse.

I tilfælde af udtræden sker der ingen refusion af betalte kontingenter. Medlemskabet er først effektivt, når kontingentet er betalt, og et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingentrestance, er pligtig til at udrede det skyldige beløb og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket, medens på den anden side de med medlemskabet følgende forpligtelser påhviler parcelejeren straks fra erhvervelsen af parcellen. Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen på basis af et af bestyrelsen for det kommende regnskabsår forelagt budget og opkræves på bestyrelsens foranledning hos medlemmerne helårsvis forud. Kontingentbetalingen fremsendes til parcelejeren pr. e-mail og kan betales via bankoverførsel eller kontant til kassereren eller formanden. Såfremt kontingentet ikke er betalt inden 14 dage efter første påkrav, kan der pålignes et gebyr på 20 % af årskontingentet. Restancer med kontingentet og bidrag af ovennævnte art medfører, at det pågældende medlems stemme suspenderes indtil restancen og eventuelle i forbindelse med opkrævningen påfølgende omkostninger, herunder advokatsalær, er betalt.


§4

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts/april første gang marts/april 2016. Den indkaldes med 14 dages varsel på mail eller ved almindeligt brev, der indeholder dagsorden samt revideret årsregnskab.


§5

På den ordinære generalforsamling skal gælde følgende dagsorden:

  • Valg af dirigent
  • Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  • Forelæggelse af de reviderede regnskaber til godkendelse.
  • Forslag fra bestyrelsen, herunder fastlæggelse af kontingent.
  • Forslag fra medlemmerne.
  • Valg af medlemmer til bestyrelsen.
  • Valg af 1 suppleant til bestyrelsen.
  • Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
  • Eventuelt.
  • Hvis bestyrelsen under dagsordenens pkt. 4 agter at fremsætte forslag, der kan forudses at medføre væsentlig ændring af kontingentet eller som på anden måde kan forudses at ændre medlemmernes udgifter til foreningens aktiviteter væsentligt, skal dette fremgå af indkaldelsen. Forslag fra medlemmer eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen senest 8 dage inden den pågældende generalforsamling.


§6

På generalforsamlingen har medlemmerne én stemme for hver parcel, som vedkommende ejer. Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt. Fuldmagten overgives til dirigenten og kan kun benyttes under den generalforsamling, hvortil den henviser.


§7

Alle valg og almindeligt forekommende sager afgøres ved simpelt stemmeflertal blandt de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer. Afstemning kan ske ved håndsoprækning, dog skal afstemning ske skriftligt når 10 medlemmer kræver dette. Lovændringer kan foretages på en generalforsamling, når lovændringerne er optaget på dagsordenen og tilsendt medlemmerne samtidig med indkaldelsen. Til lovændringer fordres, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og afgiver stemme, og at beslutningen tages med mindst 2/3 dele af de afgivne stemmer. Blanke stemmesedler regnes for ikke-afgivne stemmer. Er det forskrevne antal medlemmer ikke tilstede, indkaldes inden 1 måned med mindst 8 dages varsel en ny generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til de mødendes antal kan tages gyldig beslutning såfremt 2/3 dele af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget.

De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og øvrige sager indføres i foreningens protokol, der underskrives af dirigenten og formanden. Protokollen føres af bestyrelsens sekretær.


§8

Bestyrelsen kan, når den finder det fornødent, og skal inden 14 dage, såfremt mindst 10 medlemmer indgiver skriftligt motiveret forlangende herom, indkalde til ekstraordinær generalforsamling. For denne gælder de samme regler med hensyn til varsel og beslutningsdygtighed som for den ordinære generalforsamling.


§9

Foreningens daglige arbejde ledes af en bestyrelse bestående af fem medlemmer, der vælges på generalforsamlingen for to år ad gangen, således at der skiftevis afgår tre henholdsvis to medlemmer årligt. Genvalg kan finde sted.                                                                                                                                                     

Bestyrelsen vælger selv sin formand samt en kasserer og en sekretær. Sekretæren fører foreningens protokol, og kassereren fører foreningens regnskab. Foreningen tegnes af formanden i forbindelse med et af bestyrelsens medlemmer.


§ 10

Bestyrelsen repræsenterer foreningen i enhver henseende såvel overfor offentlige myndigheder som overfor private, herunder de enkelte medlemmer af grundejerforeningen, overfor hvilke bestyrelsen bl.a. skal være berettiget til at påbyde foranstaltninger gennemført eller undladt, som efter bestyrelsens skøn strider mod grundejerforeningens eller medlemmernes interesser. Såfremt et medlem undlader at følge et sådant af bestyrelsen nedlagt forbud eller påbud, skal bestyrelsen være berettiget til, for vedkommendes regning, at foranledige dette gennemført.


§11

Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden anerkendte udgifter. Vedkommende fører regnskabet via regneark på pc.

Foreningens kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige kr. 1.000,00. Det overskydende beløb indsættes i banken. På denne konto må kun hæves af kassereren og formanden i foreningen.

I det enkelte regnskabsår kan bestyrelsen højst forpligte foreningen til udgifter for aktiviteter, der ikke er medtaget i det på generalforsamlingen forelagte budget, eller som ikke på anden måde er vedtaget af generalforsamlingen, er af et beløb svarende til årskontingentet.  

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Årsregnskabet skal være fremsendt til de af generalfor- samlingen valgte revisorer inden 30 dage før generalforsamlingen og skal inden generalforsamlingen være tiltrådt af formanden og kassereren med revisorernes eventuelle bemærkninger. Diverse informationer fremsendes til parcelejerne på e-mail og lægges ud på grundejerforeningens hjemmeside www.ejbybro.dk.


§12

De af den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger, der i henhold til nærværende love måtte vedtages af bestyrelsen, er gældende for medlemmerne, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til lovene, og eventuel indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning, og medlemmerne er, indtil endelig retsafgørelse foreligger, pligtige til at opfylde de dem i henhold til beslutningerne pålagte pligter, det være sig af økonomisk eller anden art, ligesom foreningen uanset sagsanlæg eller senere appel skal være berettiget til at foretage rets skridt til forpligtelsens opfyldelse.


Maj 2019